Ti store sange fra 1966

Jeg var 11 – 12 år gammel i 1966.

Min musikinteresse var startet som et kanonslag i 1963, da jeg som 9-årig blev vild med The Beatles.
Så jeg kendte allerede til masser af kunstnere og pladeudgivelser, da det helt specielle år 1966 startede.
Specielt fordi der kom så mange nye udtryk og stilarter ind i pop-musikken.

Navne og titler som ”Pet sounds”, Zappa, ”Revolver” og Hendrix nærmest rystede den gamle opfattelse af hvad man kunne finde i populær-musikken.

Der var en række sange/numre fra 1966, som jeg kom til at holde meget af og som betød meget for mig.
Og jeg må her kort før jeg fylder 62 år konstatere at jeg i dag har det på samme måde med disse sange.
Ti af de vigtigste for mig får et par ord med på vejen her.

af Per Wium, musikjournalist

”I feel free” - Cream

”Ba-ba-ba-ba-bah” / ”Uhhhhhh-uh-uh-uh-uhhhhhhh” / ”I feel free”

Sikke en indledning på en sang. Tre vokalister – og tre super-musikere.
Cream!
”Supergrupper” blev et begreb fra 1966 og årene frem.
Musikere, der havde markeret sig i andre sammenhænge, fandt sammen i en ny konstellation. **
Guitaristen og sangeren Eric Clapton (som jeg kendte fra John Mayalls Bluesbreakers) fandt sammen med sanger og bassist Jack Bruce samt trommeslageren Ginger Baker. Baker på dobbelt-trommesæt. Det skulle være en lille trio med store armbevægelser. Og det var det.

”I feel free” er et helt tidligt Cream-nummer og det har et drive og en atmosfære, der gjorde et kæmpe indtryk på mig.

Der var noget med LYDEN på det nummer. Lyder på vokalerne, på hele bandet, op Claptons guitar.

** I dag er Ringo Starrs ”All star band” et eksempel på en supergruppe, dog uden at blive nævnt sådan.

”Gimme some lovin'” - Spencer Davis Group

Ligesom ”I feel free” har en magisk og dragende intro, på samme måde har ”Gimmi some lovin'” det.

De dybe toner og indledningsslag som brydes af et fræsende HAMMOND B3.
Og ikke nok med dén musikalske spænding. Når vokalen kommer ind, så er det den mest soulfulde sanger med den mest inciterende stemme.
Det lyder som en moden sort sanger. Det er det ikke. Det er en hvid teenager, der synger. Steve Winwood. Dengang 16 år.

Selv om gruppen bar navnet Spencer Davis, var det Winwood der var det centrale midtpunkt. Hammond-orgel, guitar og så ”the voice”.

Soul, jazz, rhytm'and'blues i en frodig cocktail. Og så med den vokal på toppen.
Spencer Davis group beholdt ikke Winwood længe. Han dannede gruppen Traffic og har i årtier haft en solo-karriere.
Han er den kunstner jeg har fulgt længst tid helt bogstavelig talt.
Jeg så ham med Traffic i Marselisborg-hallen, Aarhus, 1968. Og jeg introducerede (med stolthed) hans koncert i Helsingør i 2010.

”The kids are allright” - The Who

Igen et brag af en start!

”I don't mind - but this guy is dancing with my girl”, sang Roger Daltry i spidsen for The Who. Og han gjorde det igen mere end 40 år senere da gruppen optrådte på Roskilde Festival. Og jeg var på pletten.
Daltry var – og er – ikke alene om at være i spidsen for The Who.
Guitarist, sanger og ikke mindst sangskriver Pete Townshend spiller den anden store hovedrolle.

”The kids are allright” er et eksempel på de meget stramme og meget energiske sange, der karaktiserer det tidlige The Who.

NB – når jeg laver ”top ti” listen for 2017 kommer gruppen også med. ”Pictures of Lilly” fra 1967 er én af de sange, jeg skal have med på den øde ø.

”Bus stop ” - The Hollies

”Every morning I would see her waiting at the stop,

sometime she'd shopped and she would..........”

Starten af den måske bedste ”middle eight” (B-stykke) jeg kender. Så hamrende iørefaldende. Så naturlig og samtidig rigtig godt tænkt.

Og netop de ørefaldende var det der tændte mig hos The Hollies.
Jeg var – og er - helt vild med veludført flerstemmig vokal. Og her stod Hollies stærkt.
På den meget lange bane syns jeg The Hollies har lavet alt for mange skæverter, men især i midt-tresserne rystede de den ene gode sang efter den anden ud af ærmerne.
The Hollies var stor-charmerende. Det kan man forvisse sig om på masser af klip på youtube. Gruppen var populær og ofte på TV. Disse sort/hvid optagelser nyder jeg stadig at se og lytte til!

”Eleanor Rigby” - The Beatles

The Beatles' ”Revolver” album er et eksempel på et album hvor jeg har andre favoritter i dag end dengang.

Som 12-årig (og meget stor Beatles-fan) faldt jeg for den iørefaldende ”Good day sunshine” og for den pågående ”Taxman”.
I dag har jeg hundredevis af gange fortalt om The Beatles' musik ved foredrag og kurser. Og her vælger jeg ofte ”Eleanor Rigby” og ”Tomorrow never knows” som eksempler på det innovative og spændende hos The Beatles i forandringsårene. Her vælger jeg i høj grad med hjernen.
Det er svært for mig at kåre én af de to. De er dybt forskellige, viser nye veje på forskellig vis. Og er begge af høj, høj kvalitet.
Med ryggen mod muren (min egen mur) vælger jeg ”Eleanor Rigby” fordi det facinerer mig i hvor høj grad klassisk musik blev en del af The Beatles' DNA. Og samarbejdet med producer, George Martin, facinerer mig.

Haha - hvis jeg så skal vælge en sang bare med hjertet, så er det den intense og overskudsagtige rock'er ”And your bird can sing”.

”God only knows” - The Beach Boys

Måske den smukkeste popsang i verden. Paul McCartney har altid sat den meget højt. Det har jeg også.

Den er dejlig og smuk at lytte til. Men jeg mener også at kvaliteten nemt kan spottes i en række musikalske parametre.
Først og fremmest en melodi, der både bevæger sig meget rundt og samtidig er iørefaldende. En melodi, skrevet af en komponist med stort talent: Brian Wilson.
Og under den en række akkorder, der på flere måder er specielle. Dels er det i sig selv en spændende sammenstilling af akkorder, Wilson her byder på.
Men flere af dem er også hver for sig interessante. Ofte spiller bassen grundtonen i en akkort. En C-dur har tonen C i bassen, en A-dur har A i bassen og så videre. Men ikke her!
Flere af akkorderne i ”God only knows” har en anden tone end grundtonen i bassen. Det giver disse akkkorder en særlig farve og stemning.
Samtidig spiller bassen ofte i sig selv melodiske forløb, som er i kontrast til melodi-stemmen.
Instrumental-stykkerne i intro og midt i sangen er helt unikke.

Jeg vil aldrig tøve med at kalde ”God only knows” for et lille værk.

Ingredienserne er hver for sig unikke.
Og selve udførelsen så smuk, så smuk.

Freak out – Zappa / The mothers of invention

Her er denne listes undtagelse. Ret beset burde Zappa ikke være med på min 1966-liste, for jeg kendte ham ikke dengang. Jeg havde måske hørt hans navn, men forbandt det ikke med noget.

Det kom i gymnasiet i årene 1970 – 73. Her blev jeg introduceret af musik-venner og så var jeg solgt!
”Hot rats” og ”Weasels ripped my flesh” var mine indgange til Zappa.
Hurtigt derefter gik jeg så ombord i bagkataloget. Og dermed er ”Freak out” (omend let forsinket) en del af min 1966-ballast.

Jeg mistede lidt interessen for Zappa midt i 80'erne. Efter at have dyrket hans musik med næb og kløer op gennem 70'erne.

I dag holder jeg foredrag om hans musik. Det er en stor glæde og oplevelse, som jeg i øvrigt er meget ydmyg overfor.
Frank Zappa er i ”min bog” én af de allerstørste i musikken.

”She comes in colours” - Love

Jeg har kunnet forklare med ord, hvad der fascinerer mig hos fx Cream og The Beach Boys. Jeg kan nævne konkrete musikalske parametre.

Det kan jeg ikke her.
Melodien er god, men ikke fantastisk. Harmonierne er smukke, men ikke unikke. Udførelsen er rigtig god men ikke i særklasse.
Det er noget andet her. Noget, der er vanskeligt at forklare – i hvert fald for mig.
Det er mere stemning, det er atmosfære. Det er en sjælelig tilstand.
Nærmere kommer jeg det ikke.
Men jeg elsker den sang med ”Love”. :-)

”Hey Joe” - Jimi Hendrix

Jeg så Hendrix i KB Hallen i september, 1970, kort inden hans tidlige død.

Men det var ikke min største oplevelse med ham.
Det var på pladerne, jeg fik nogle af mine største drenge-oplevelser.
I omvendt rækkefølge:
”Villanova Junction” fra Woodstock-pladen. Inderligt, gribende, en stjernestund.
”Electric Ladyland” og ”Axis bold as love”. Album, der uden overdrivelse ændrede mit liv. Jeg havde været et andet menneske i dag uden disse plader.
Skønheden i ”The wind cries Mary”, dybderne i ”Third stone from the sky”.
Og så ”Hey Joe”. Hans gennembrud, som imponerede musikere og publikummer. Og som lagde mig fladt ned.

Solo'en i sangen er fantastisk, javel. Men det er Hendrix' backing-guitar nummeret igennem som facinerede/facinerer mig allermest. Den sprudler af opfindsomhed og energi. Et sublimt sted er der hvor han i en rundgang spiller unisont med bassen.

Hendrix genopfandt guitaren.

”All my crying” - Red Squares

Jeg slutter med en sang, der er indspillet i Danmark. Dog at en gruppe, der kom fra England, men slog sig ned her. De blev nemlig særdeles populære.

De var inspirerede af blandt andre før nævnte The Beach Boys. Med vægt på flerstemmig vokal – og på toppen af den en falset-sanger, Geordie Garriock.
I 60'erne var Red Squares rigtig, rigtig gode. De var dygtige og rutinerede. De ”serverede varen” og samtidig med et stort overskud og charme.
”All my crying” var dengang – og er stadig – min favorit. Det er så smukt og viser en Geordie i storform.
PS – der ligger en dejlig version af netop denne sang på youtube.

Efterskrift

Jeg har skrevet det meste af denne blog på færgen mellem Ystad og Swinoujscie 16. december.

Jeg har ikke haft mulighed for at lytte, mens jeg skrev.
Jeg har dog efterfølgende tjekket ordene med den klingende musik :-)
Det slår mig at disse sange har indprentet sig så meget i min hjerne og sjæl at jeg er fuldstændig fortrolige med dem. De er en del af mig.

PW – dec. 2015